Ikke perfektion.
Udvikling.
Jeg er ikke coachen der altid har haft styr på det.
Jeg har været det sted, hvor spejlet er det sværeste at kigge i. Hvor skammen sidder i kroppen, og viljen er der ingen af. Jeg kender følelsen af at svigte sig selv — og den ufatteligt lange vej tilbage derfra.
Jeg har trænet seriøst siden jeg var 18-20 — tung styrketræning, bodybuilding, power-træning, calisthenics. Snart 30 år med kroppen som laboratorium.
Mit vendepunkt kom da ryggen sagde fra. Læger fortalte mig, jeg måske aldrig ville løfte tungt igen. Aldrig løbe. Aldrig træne OCR.
Det der ramte hårdest var noget andet: tanken om ikke at kunne løfte mine børn.
Jeg valgte at kæmpe mig igennem det. Ikke hurtigt. Ikke perfekt. Men igennem.
Den rejse lærte mig, at fremskridt ikke handler om aldrig at falde. Det handler om at rejse sig igen — og at have nogen der holder øje med, at du gør det.
I dag kan jeg dødløfte igen. Jeg løber OCR. Jeg kan løfte mine børn.
Og jeg bruger alt det, jeg er — fejlene, kampene, vejen tilbage — i mit arbejde som coach.
Ikke som facade. Som fundament.